Hole-In-One Shoot Out konkurrence

 

Der var spænding i golf-efteråret

  • Én mand, ét put og kun 3,965 meter fra at kunne køre hjem i en 'ny' bil.
  • En grålig og småregnende søndag d. 13. oktober. Klokken er blevet 13:10 og en enkelt spiller står tilbage. En enkelt spiller, der er sluppet heldigt igennem udskilningen, og nu kun er knap 4 meter fra at kunne sætte sig til rette i den bil, der hele sommeren har været rullende reklame for MidtGolf og HOLE-in-ONE konkurrencen.  Den ultimative udfordring for enhver golfspiller. Nervøsiteten er stor, spændingen stiger, publikum holder vejret - går bolden i hul?
  • Et put i bilens længde på 3,965 meter er hvad der skal til. Lykkes det at få bolden i hul, kan jublen bryde løs og bilen skifter ejer. Hvis ikke, får vinderen af ShootOut'en en "trøstepræmie" på 15.000 kroner. Og det var ikke uden en lille nervøsitet, at Michael Mølgaard omhyggeligt udvalgte det sted fra den optegnede cirkel, der skulle puttes fra.

  • Det er Midtsjællands Golfcenter eller MidtGolf i daglig tale, der sammen med HOLE-IN-ONE partnerne Daurehøj Erhvervsbyg og Peugeot Holbæk Vejlebo & Winther satte bilen på spil, og 4 dygtige og heldige spilere, nemlig  Henrik Kieffer, Preben Andersen, Erling Hviid og Michael Mølgaard stod på dagen og dystede mod hinanden og indlagte tilfældighedsfælder i ShootOut'en, der var en udskilningskonkurrence, hvor det gælder om at have en god portion is i maven og bruge den lille muskel mellem ørerne rigtigt godt. 

  • Det blev desværre ikke til en ny bil i denne omgang. En lille hældning på putting-green gjorde at bolden trak et stykke til venstre for hullet, og det blev i stedet til en flot trøstpræmie til Michael Mølgaard
  • HiO Partnere udtalte

  • ”Alle vi tre sponsorer håber, at en af finalisterne er dygtig og heldig nok til at vinde bilen”, siger Birger Daurehøj, Daurehøj Erhvervsbyg, og fortsætter: ”’Jeg er gået ind i det her, fordi jeg selv synes, at det er sjovt og afslappende at spille golf. Med konkurrencen vil vi gerne udfordre vanetænkningen og myterne om golf.  Vi ønsker at vise, at golf er en sport, som er tilgængelig og nem at komme i gang med, og som alle kan have stort udbytte af.”

  • ”Formålet med konkurrencen er at skabe opmærksomhed omkring golf som en sport for alle. Tiden med lange ventelister, høje indskud til klubberne og 'snob-værdi' er for længst forbi. Golf er en social sport, hvor alle kan spille mod alle, på lige vilkår. Derfor er der heller ingen begrænsninger for, hvem der kan deltage i Hole-in-One konkurrencen. Gæstespillere og personer, som aldrig har prøvet at spille golf før, er lige så velkomne som vores egne medlemmer til at komme herud og prøve lykken”, siger Hans Larsen, som er baneejer. 

  • Johnny Vejlebo, indehaver af Peugeot-forretningerne i Holbæk og Roskilde fortæller, at Peugeot 208 er uhyre populær model, både smart og med god brændstoføkonomi – op til 23,3 km pr. liter.
  • ”Det er en rigtig sporty model, og derfor passer den supergodt som præmie i en konkurrence som denne. Jeg glæder mig over, at vi som sponsor på en sjov og spændende måde er med til at skabe opmærksomhed om sporten og om det flotte anlæg hos Midtsjællands Golfcenter”, siger Johnny Vejlebo.
  • mvh Frands Wolff